​4 steder du ikke vidste, du kunne holde firmafest

Der er ikke noget som en vellykket firmafest, der ryster kollegaerne sammen, så hvorfor ikke give dem en oplevelse de altid vil huske med en af disse overraskende festlokationer.
Af Simon Kudal

Tænker man tilbage, er der nogle firmafester, man husker bedre end andre, og de bedste er ofte dem, der skiller sig ud på en eller anden måde. Det kan være at maden har været exceptionel, eller underholdningen har været helt fantastisk, men helt sikkert er det, at man husker lokationen, hvis den har været noget helt særligt og overraskende.

Her er inspiration til særlige festlokationer, der vil blive husket blandt kollegaerne længe efter festlighederne er overstået.

Partycruise på Oslobåden:

Firmafest på åbent hav er noget, der vil blive snakket om, henover skrivebordene i lang tid. Her begynder arrangementet, så snart I går om bord på båden og slutter først to dage senere, når I igen har fast grund under fødderne i København. Her er både natklub, bar med livemusik, vinbar og rig mulighed for forskellige sjove aktiviteter. Det kunne for eksempel være havkajak på Oslofjorden, rappelling ned ad Oslobåden, forskellige smagninger i vinbaren eller cocktailkursus og kasinoevent. Dagen efter den store fest kan medarbejderne forkæle sig selv i wellnessområdet, mens båden igen sejler mod København.

Hold din næste firmafest på Oslobåden

Fest på FÆNGSLET i Horsens:

Hvem vil glemme en nat bag tremmer? Det er nok de færreste, og det er også grunden til, at det i de senere år er blevet populært at holde sin firmafest på FÆNGSLET i Horsens. Horsens Statsfængsel lukkede i 2006 og i 2012 genåbnede det som FÆNGSLET, der både huser kriminalitets- og fængselsmuseum, afholder events og lægger fængselsmure til koncerter – for eksempel har Metallica, Rasmus Seebach og Aerosmith været forbi.

Fængslet hjælper gerne med at arrangere din firmafest med spændende indslag undervejs - for eksempel et mordmysterie-spil under maden for at ramme den helt rigtige stemning.

Læs også: Guide: 3 festlege der tager kegler til firmafesten

Spis middag med fiskene:

Forestil dig en stor gallamiddag med direkte udsyn til enorme akvarier med hammerhajer, rokker og mange hundrede forskellige eksotiske fiskearter fra hele verden. Det er muligt, hvis I booker Nordeuropas største akvarie – Den Blå Planet – uden for åbningstiden.

Den Blå Planet har både færdige pakkeløsninger til for eksempel sommerfester og julefrokoster, men det er også muligt at skræddersy begivenheden efter virksomhedens ønsker. Meyers er fast samarbejdspartner på madfronten, så både omgivelserne og forplejningen er i top.

Læs også: Den perfekte personaledag

Fest som konger på Kronborg:

Kronborg har dannet ramme om festlige arrangementer i snart 600 år, og der er stadig i dag mulighed for at afvikle et stort gilde i de historiske omgivelser. Fra kælder til kvist har slottet mange unikke rum lige fra hengemte kviste til store prangende sale.

Voldanlægget og søbatterierne kan bruges til forskellige udendørs events, fysiske aktiviteter, underholdning og meget andet. Med Hamlet og Holger Danske i kulissen er der rig mulighed for at holde en fest båret af historiens vingesus, som kollegaerne sent vil glemme.